Elever fra Den Internationale Skole besøger Gavar specialskole, oktober 2007
Elever fra Den Internationale Skole besøger Gavar specialskole, oktober 2007
Gennem de sidste otte år har Mission Øst arbejdet for at hjælpe Gavar specialskole, hvor børn med særlige behov fra hele Gegharkunik-regionen, kommer for at går i skole - og mange af dem for at bo permanent.
Gavar specialskole er den eneste af sin slags i hele regionen. Desværre kan skolen kun huse små 100 elever. Undersøgelser viser at der er omkring 700 børn med særlige behov i Gegharkunik – med andre ord: 600 børn bor stadig hjemme hos deres forældre eller andre steder, ofte gemt af vejen borte fra resten af samfundet – et levn fra Sovjettiden, hvor det blev betragtet som en stor skam at få et handikappet barn.
Siden 1999 har Mission Øst gennemført en række tiltag med det formål at højne levevilkårene for børnene på Gavar specialskole:
• Mission Øst har igangsat et selv-hjælpsprogram og med assistance fra lokalbefolkningen er alle klasseværelser på børnehjemmet blevet malet
• Gange, rum og gulve er blevet malet
• Badeværelser, toiletter, vaskerum og køkken er blevet renoveret
• Mission Øst har muliggjort anskaffelsen af en bil, som kan hente børnene i de fjerneste landsbyer
• Mission Øst har støttet andre indkomstskabende aktiviteter
• Mission Øst har introduceret en ny læreplan for undervisning af børn med særlige behov, baseret på børnenes individuelle evner og uddannelsesmæssige behov.
Endelig tog vi sidste år fat på et støtteprojekt sammen med elever fra Den Internationale Skole i Jerevan, hvor vi opmuntrede eleverne på Den Internationale Skole til at yde bistand til børnene på Gavar specialskole. Efter vores første besøg i Gavar i november sidste år, gjorde eleverne på Den Internationale Skole et stort arbejde for at indsamle legetøj og undervisningsmaterialer til børnene på Gavar specialskole, og i forbindelse med vores andet besøg i marts 2007, blev alle gaverne overrakt til de 92 elever i Gavar. Børnene fra Gavar specialskole var henrykte over gaverne, men var mindst lige så henrykte over at fået nye kammerater fra hele verden.
D. 16. oktober 2007 besøgte 21 elever fra Den Internationale Skole igen Gavar specialskole for at overrække sportsudstyr, som de havde købt for penge, indsamlet via kagesalg og is-salg på Den Internationale Skole.
Her nedenfor giver fire elever fra Den Internationale Skole deres beskrivelse af denne helt specielle dag, hvor de besøgte Gavar specialskole. Allernederst på siden fortælles hele historien fra besøget i oktober i ord og billeder.
Kim Hartzner, generalsekretær
Den 16. oktober var alle fra QSI skolen i Jerevan spændte på endnu en tur til Gavar.
Da vi ankom til Gavar, holdt min far nogle taler og fortalte om det arbejde, Mission Øst havde udført på skolen, siden vi var der sidst.
Direktøren for skolen, Lavrik Arevshatyan, holdt også talte og fortalte os om programmet for dagen.
Vi startede med at se skolen, som efterhånden var blevet meget velbekendt. Vi så også nogle af de klasseværelser, som Mission Øst havde renoveret og mødte også nogle af de nye børn, der var kommet.
Bagefter blev vi delt op i tre grupper: Pigerne skulle enten ind at sy eller brodere, og alle drengene skulle først hen og se, hvordan man lavede sko. Der var nogle rigtig, rigtig flotte nogle. Og bagefter gik vi op til sløjdværkstedet, hvor vi prøvede at lave nogle kors og også lærte at bruge en sav.
Derefter blev vi samlet igen og gik ned i spisesalen, hvor vi spiste sammen med alle eleverne fra skolen og fik den samme mad som dem.
Bagefter blev vi delt op i to hold, der var blandet med elever fra Gavar og elever fra QSI, og så havde vi en god gang fodbold, hvor mit hold (de orange) vandt 5-4.
Til sidst blev vi kaldt sammen endnu engang, fordi alle dem fra QSI havde samlet penge ind ved at have et ’bake sale’ og et ’ice cream sale’, og for de penge havde vi købt en hel masse sportsudstyr med fine Nike bolde og andet godt til eleverne.
Det havde været en rigtig god tur til Gavar og vi havde lært en hel masse om, hvordan andre har det, og at vi selv skal sætte mere pris på det, vi selv har.
Vi tog afsked med eleverne og satte os ind i bussen og håbede på, at vi snart kunne tage af sted igen.
Philip Hartzner
Tur til Gavar 2007
Efter besøget på Gavar skole i 2006 var det lettere at komme på besøg anden gang. Der var stadig blomster rundt omkring og træerne havde stadig nogle af deres blade. Det blæste da vi tog af sted, men på vejen op til Gavar blev vejret mildere, og efter turen var det endda blevet helt varmt!
Besøget blev sat i gang med et par taler. Kim Hartzner, som er læge, holdt den ene og skolelederen på Gavar skole holdt den anden. Der var en amerikansk armenier til stede, som oversatte begge taler. Talerne blev holdt udenfor og bagefter blev vi ført ind i en mørk gang, som jeg kunne huske fra besøget sidste år. Alle børnene så helt forbavsede ud. Nogle af dem genkendte os, andre var bare vildt glade over at vi var kommet. Jeg tror ikke de har haft så mange mennesker på besøg på en gang siden vi var der sidst. De kendte dog alle sammen Dr. Hartzner og var begejstrede for at se ham igen. Han havde ændret deres liv til noget rart og positivt, hvor det før havde været risikofyldt, kedeligt og, i nogle tilfælde, fyldt med lidelse.
Vi blev ført gennem bygningen. Skolelederen og Dr. Hartzner gik og talte sammen. Dr. Hartzner gik meget hurtigt. Der var nok en hel del, han syntes vi skulle se. Så kom vi ind i et rum. Der var lige akkurat plads til de 4-5 elever, som gik i første klasse. Så vidt jeg husker, var der to helt nye elever i klassen, men skolelederen kunne allerede alle navnene udenad. Skolelederen viser utrolig stor omsorg for børnene. Det blev sagt i talerne, men vi så det også selv, da han lagde sin hånd på den ene drengs hoved, sagde hans navn og fortalte at han var ny. Jeg oversatte det for mine kammerater fra QSI.
Så blev vi delt op i pige- og drengegrupper. Pigerne blev fordelt i to grupper, for de var dobbelt så mange som os. Vi drenge fulgte efter Dr. Hartzner ind i et skomagerværksted. Pigerne gik et andet sted hen. I skomagerværkstedet kunne børnene lave sko. Max fra QSI var den første, der fik lov at prøve. Heldige ham! Han sad ved siden af en dreng fra Gavar og fik besked på – ganske forsigtigt – at klippe noget stof af, som var blevet limet fast til læderet på en sko. I mens tog fotografen billeder af det hele. Alain og jeg stod og kiggede på nogle af de sko, der skulle repareres. Nogle af dem var støvler, der så ud som om de var blevet ødelagt af at blive spillet fodbold med i sne – eller noget i den retning. De manglede gummisålen. Andre sko trængte til at blive pudset op og andre igen skulle have skiftet noget af læderet ud.
Så var de Alains og min tur. Vi blev bedt om at sætte os ved siden af en 12-årig dreng. Han var professionel skomager – eller det så han i hvert fald ud til at være. Han arbejdede hurtigt, men vidste hele tiden, hvad han havde med at gøre. Han limede et stykke stof til indersiden af læderet på en sko. Han gav limen og en pensel til mig. Han sagde noget til mig, som jeg ikke fik fat i fordi Dr. Hartzner lige var ved at forklare noget om værkstedet. Men Alain, som sad ved siden af mig, oversatte: jeg skulle bruge så lidt lim som muligt. Det må have været noget dyrt lim! Jeg limede alle siderne på læderet med undtagelse af en, som drengen sagde, jeg ikke skulle lime. Da jeg var færdig, trykkede drengen læderet fast på et stykke stof, som lå foran os på bordet. Så var det Alains tur. Han blev bedt om at klippe det stof af, som hang udenfor læderet. Men han skulle være meget forsigtig, så han ikke kom til at klippe ind i læderet. Det læder må også have været dyrt, for det var ægte!
Efter en ti minutters tid, hvor vi arbejdede i skomagerværkstedet sammen med børnene, skulle vi videre ind i et andet rum. Jeg havde set det rum før, sidst vi var på Gavar, men da var det ikke nær så flot. Det var et krea-rum, hvor børnene lavede mange forskellige ting, for eksempel trækors, små skamler og sådan noget. Jeg prøvede både at save med en stor sav til to personer og at lave et trækors af noget af det træ, der lå på gulvet.
Så var det tid til at spise, så vi skyndte os ned i spisesalen. Børnene fra Gavar begyndte at spørge os om ikke vi ville være med til at spille fodbold – fuldstændig lige som sidste år. Der blev serveret Fanta og brød med kød og grønsager, og Dr. Hartzner sagde at det var forbudt at sidde ved siden af nogen, man kendte i forvejen – altså fra ens egen skole. Så jeg satte mig ved siden af en dreng, jeg havde mødt sidste år. Han var 12 år gammel og hed Hovannes. Han fortalte mig at han troede på Gud og at han var vild med når vi, QSI fra Yerevan, kom på besøg. Han var meget fattig og det er grunden til at han bor og spiser på Gavar skole. Hans forældre har ikke råd til mad.
Endelig blev det tid til fodboldkampen og alle skyndte sig udenfor for at lave hold. Vi havde blandede hold for at det kunne være mest retfærdigt, men det var det nu ikke efter min mening.
Og så, efter kampen, blev alle kaldt sammen og de ting vi havde med, alle mulige forskellige slags bolde, blev delt ud og der blev holdt flere taler. Jeg skulle oversætte en hel masse fordi der var nogle af eleverne fra Gavar, som gerne ville vide hvad vi hed. Der var en rar fyr, der spurgte om vi nu skulle til at af sted. Jeg måtte jo desværre sige ”ja” – eller ”ha” på armensk. Så gik vi langsomt ned til bussen, gav hånd til alle fodboldspillerne – dem fra vores hold og dem fra modstandernes – og så gik vi ind i bussen. Vi råbte alle sammen farvel på armensk og bussen begyndte at køre. Endnu en tur til Gavar var slut. Vi sad alle sammen stille i et stykke tid og ønskede at vi kunne komme igen i morgen.
Sebastian Pedersen
Quality Schools International, Yerevan
Da vi var på besøg på Gavar specialskole
Tirsdag d. 16. oktober var vi på tur til Gavar specialskole. Det er en skole, der hjælper forældreløse børn, børn med handikaps og børn, der har indlæringsvanskeligheder. Mission Øst er den organisation, som hjælper skolen med at få alle de ting, der er brug for.
Som repræsentant for vores skole, QSI, er jeg utrolig glad for at se at vores skole er aktiv og tager ansvar for at gøre Gavar skole til et bedre sted at være. Da vi var på besøg første gang sidste år troede vi nærmest ikke vores egne øjne. Det var frysende koldt og der var ingen varmeforsyning. Børnene havde i alt tre legerum, som var blevet renoveret, men de havde ingen legetøj. Rummene var MEGET beskidte og støvede. Børnene sov med militærtæpper, men det var slet ikke nok til at holde dem varme om vinteren. Vi havde meget ondt af børnene, så vi besluttede at gøre noget ved det.
Først besluttede vi at samle så meget legetøj som overhovedet muligt. Alle elever på QSI hjalp og kom med alt det legetøj, de ikke længere legede med (det skulle dog være i orden og se pænt ud). Da vi kom med legetøjet var børnene på Gavar SÅ glade. De hev fat i os og viste os rundt på deres skole og deres værelser.
Så tænkte vi på at lave et kagesalg for at samle endnu flere penge. Vi fik mange penge, omkring 60.000 armenske dram (knapt 1.000 DKK). Bagefter solgte vi is og det var et KÆMPE hit. Pigerne i Hr. Gillis’ klasse lavede en masse plakater om at vi solgte is. Så mødtes vi 6 klasserepræsentanter i spisefrikvarteret for at snakke om hvordan vi skulle organisere det. Vi fik rigtig mange penge ud af at sælge is. Med de penge og med Tomas’ hjælp (Tomas er min bror og han fandt en 50 dram mønt på gulvet, som han gav til dem, der samlede penge ind) kunne vi købe en masse sportsudstyr til børnene.
Mens vi kørte i bus til Gavar tænkte vi på hvad børnene mon lavede. Da vi ankom, var de meget ivrige efter at se os. De kom og sagde goddag og stod og stirrede på os med deres store, brune øjne. Vi gik indenfor. Arevshat, skolelederen, hvis navn betyder ”masser af sol”, viste os hvordan skolen havde forandret sig siden sidst. Et af de rum, som var ved at blive ordnet sidste gang, var nu helt færdig med at blive malet og børnene brugte det allerede som soverum. Skolelederen Arevshat fortalte os, at børnene altid sloges om hvem der skulle sove i det her varme, hyggelige rum. Jeg så endda noget af det legetøj, som jeg havde givet til skolen. Det siger mig at børnene virkelig passer på deres legetøj og deres ting.
Så delte Hr. Hartzner os op i tre grupper: syning – det var den jeg var i – brodering og kunsthåndværk i træ. Da der ikke var flere stole i rummet, hvor de havde syning, måtte jeg sidde ved siden af to piger. De fortalte mig hvad de hed: Lusine og Marine. Måske husker jeg forkert, men jeg kan i hvert fald huske hvordan de så ud. Lusine spurgte mig hvor jeg var fra og da jeg fortalte hende at jeg var fra Argentina, gav hun et gisp fra sig – det var en overraskende tanke. Så gik vi ned for at få frokost. Alle børnene var så ivrige efter at sidde ved siden af os at et af børnene ved vores bord var lige ved at komme til at vælte sin Fanta! Jeg sad ved siden af en dreng, som vist var trist eller sur. Så jeg prøvede at muntre ham lidt op og spurgte om han ikke ville have en sandwich eller noget Fanta, men han sagde ”che”, ”nej” på armensk. Lusine, som sad ved siden af Kyle, spurgte mig igen, hvor jeg kom fra og da jeg gav hende svaret en gang til, løb hun af sted efter en anden lille pige og fortalte hende hvor jeg kom fra.
Da vi alle sammen var færdige med at spise, gik vi ud for at spille fodbold. Børnene fra Gavar er SUPER gode til at spille fodbold. Der var en dreng på min alder eller lidt mere, som sparkede til bolden mens den var i luften. Det orange hold vandt, men vi blev ikke sure eller noget for vi ville ikke gøre børnene kede af det.
Da vi var færdige med at spille fodbold gik vi hen til Hr. og Fru Gillis. Vi skulle til at hjem. Så nu var det tid til at overrække det sportsudstyr, vi havde med, til Arevshat, skolelederen. Margaret Ryan fra QSI holdt en lille tale om hvordan vi havde samlet pengene ind og hvorfor. Da vi gav sportsudstyret til skolelederen og gymnastiklæreren, hoppede børnene op og ned, de var VIRKELIG begejstrede. De kiggede og rodede i alle poserne.
Vi sagde farvel og så tænkte jeg: Vil vi nogensinde se dem igen?
Mercedes Alvarez
Quality Schools International, Yerevan
Gavar School
I dag har vi besøgt Gavar specialskole, som er et meget rart sted for børn med særlige behov. Der bor også børn, som er blevet behandlet uretfærdigt eller er blevet efterladt på gaden af deres forældre eller familiemedlemmer. Siden sidst jeg besøgte Gavar skole, kan jeg se at det er gået fremad. Nu ser bygningen renere ud og mange af rummene er blevet sat i stand.
Da vi gik op til bygningen, stod mange af eleverne ved indgangen og ventede på at vi skulle komme på besøg på deres skole. De så meget glade ud. Jeg blev også selv glad over at se deres smil. Bagefter blev vi vist rundt på skolen. De fleste klasseværelser så ud som sidst, men et legeværelse og et af soverummene var blevet renoveret og så pæne og nydelige ud. De renoverede rum havde lyserøde vægge – det så meget hyggeligt ud – og der var også nye senge i soverummene. Legerummene havde endda et TV og et musikanlæg. Gavar skole havde virkelig forandret sig. Vi blev delt i grupper for at komme med ind i og være med i nogle af timerne. Min gruppe skulle være med til syning. Det var sjovt at prøve at sy på billeder. Først vidste jeg ikke helt hvordan man skulle sy og det blev helt forfærdeligt. Men efter et stykke tid blev jeg bedre til det og kunne til sidst sy ordentligt. Eleverne var meget søde og hjalp os hvis vi havde brug for det.
Derefter fik vi frokost sammen med eleverne fra Gavar. Selvom vi alle sammen havde taget madpakker med, spiste vi det, som skolen gav os og lod vores egne madpakker ligge. Bagefter spillede vi fodbold med eleverne fra Gavar. Selvom jeg ikke var med til at spille, kunne jeg se at eleverne fra Gavar var ret skrappe til at spille. De havde endda professionelle fodboldtrøjer, så vi forstod jo at de virkelig gik op i det. Lige før vi tog af sted, gav vi skolen det helt nye sportsudstyr, som vi havde tjent penge til på kagesalg og salg af is. De var begejstrede. Til sidst sagde vi farvel til eleverne og begav os på vej til vores egen skole.
Vores tur til Gavar specialskole var virkelig en succes. Jeg synes det var sjovt at lære eleverne endnu bedre at kende, for de er alle sammen meget venlige og gavmilde. Og siden jeg nu syntes så godt om denne tur, ville jeg ønske at vi kunne besøge den dejlige skole igen.
Kirti Pujari
Quality Schools International, Yerevan
Read MoreGennem de sidste otte år har Mission Øst arbejdet for at hjælpe Gavar specialskole, hvor børn med særlige behov fra hele Gegharkunik-regionen, kommer for at går i skole - og mange af dem for at bo permanent.
Gavar specialskole er den eneste af sin slags i hele regionen. Desværre kan skolen kun huse små 100 elever. Undersøgelser viser at der er omkring 700 børn med særlige behov i Gegharkunik – med andre ord: 600 børn bor stadig hjemme hos deres forældre eller andre steder, ofte gemt af vejen borte fra resten af samfundet – et levn fra Sovjettiden, hvor det blev betragtet som en stor skam at få et handikappet barn.
Siden 1999 har Mission Øst gennemført en række tiltag med det formål at højne levevilkårene for børnene på Gavar specialskole:
• Mission Øst har igangsat et selv-hjælpsprogram og med assistance fra lokalbefolkningen er alle klasseværelser på børnehjemmet blevet malet
• Gange, rum og gulve er blevet malet
• Badeværelser, toiletter, vaskerum og køkken er blevet renoveret
• Mission Øst har muliggjort anskaffelsen af en bil, som kan hente børnene i de fjerneste landsbyer
• Mission Øst har støttet andre indkomstskabende aktiviteter
• Mission Øst har introduceret en ny læreplan for undervisning af børn med særlige behov, baseret på børnenes individuelle evner og uddannelsesmæssige behov.
Endelig tog vi sidste år fat på et støtteprojekt sammen med elever fra Den Internationale Skole i Jerevan, hvor vi opmuntrede eleverne på Den Internationale Skole til at yde bistand til børnene på Gavar specialskole. Efter vores første besøg i Gavar i november sidste år, gjorde eleverne på Den Internationale Skole et stort arbejde for at indsamle legetøj og undervisningsmaterialer til børnene på Gavar specialskole, og i forbindelse med vores andet besøg i marts 2007, blev alle gaverne overrakt til de 92 elever i Gavar. Børnene fra Gavar specialskole var henrykte over gaverne, men var mindst lige så henrykte over at fået nye kammerater fra hele verden.
D. 16. oktober 2007 besøgte 21 elever fra Den Internationale Skole igen Gavar specialskole for at overrække sportsudstyr, som de havde købt for penge, indsamlet via kagesalg og is-salg på Den Internationale Skole.
Her nedenfor giver fire elever fra Den Internationale Skole deres beskrivelse af denne helt specielle dag, hvor de besøgte Gavar specialskole. Allernederst på siden fortælles hele historien fra besøget i oktober i ord og billeder.
Kim Hartzner, generalsekretær
Den 16. oktober var alle fra QSI skolen i Jerevan spændte på endnu en tur til Gavar.
Da vi ankom til Gavar, holdt min far nogle taler og fortalte om det arbejde, Mission Øst havde udført på skolen, siden vi var der sidst.
Direktøren for skolen, Lavrik Arevshatyan, holdt også talte og fortalte os om programmet for dagen.
Vi startede med at se skolen, som efterhånden var blevet meget velbekendt. Vi så også nogle af de klasseværelser, som Mission Øst havde renoveret og mødte også nogle af de nye børn, der var kommet.
Bagefter blev vi delt op i tre grupper: Pigerne skulle enten ind at sy eller brodere, og alle drengene skulle først hen og se, hvordan man lavede sko. Der var nogle rigtig, rigtig flotte nogle. Og bagefter gik vi op til sløjdværkstedet, hvor vi prøvede at lave nogle kors og også lærte at bruge en sav.
Derefter blev vi samlet igen og gik ned i spisesalen, hvor vi spiste sammen med alle eleverne fra skolen og fik den samme mad som dem.
Bagefter blev vi delt op i to hold, der var blandet med elever fra Gavar og elever fra QSI, og så havde vi en god gang fodbold, hvor mit hold (de orange) vandt 5-4.
Til sidst blev vi kaldt sammen endnu engang, fordi alle dem fra QSI havde samlet penge ind ved at have et ’bake sale’ og et ’ice cream sale’, og for de penge havde vi købt en hel masse sportsudstyr med fine Nike bolde og andet godt til eleverne.
Det havde været en rigtig god tur til Gavar og vi havde lært en hel masse om, hvordan andre har det, og at vi selv skal sætte mere pris på det, vi selv har.
Vi tog afsked med eleverne og satte os ind i bussen og håbede på, at vi snart kunne tage af sted igen.
Philip Hartzner
Tur til Gavar 2007
Efter besøget på Gavar skole i 2006 var det lettere at komme på besøg anden gang. Der var stadig blomster rundt omkring og træerne havde stadig nogle af deres blade. Det blæste da vi tog af sted, men på vejen op til Gavar blev vejret mildere, og efter turen var det endda blevet helt varmt!
Besøget blev sat i gang med et par taler. Kim Hartzner, som er læge, holdt den ene og skolelederen på Gavar skole holdt den anden. Der var en amerikansk armenier til stede, som oversatte begge taler. Talerne blev holdt udenfor og bagefter blev vi ført ind i en mørk gang, som jeg kunne huske fra besøget sidste år. Alle børnene så helt forbavsede ud. Nogle af dem genkendte os, andre var bare vildt glade over at vi var kommet. Jeg tror ikke de har haft så mange mennesker på besøg på en gang siden vi var der sidst. De kendte dog alle sammen Dr. Hartzner og var begejstrede for at se ham igen. Han havde ændret deres liv til noget rart og positivt, hvor det før havde været risikofyldt, kedeligt og, i nogle tilfælde, fyldt med lidelse.
Vi blev ført gennem bygningen. Skolelederen og Dr. Hartzner gik og talte sammen. Dr. Hartzner gik meget hurtigt. Der var nok en hel del, han syntes vi skulle se. Så kom vi ind i et rum. Der var lige akkurat plads til de 4-5 elever, som gik i første klasse. Så vidt jeg husker, var der to helt nye elever i klassen, men skolelederen kunne allerede alle navnene udenad. Skolelederen viser utrolig stor omsorg for børnene. Det blev sagt i talerne, men vi så det også selv, da han lagde sin hånd på den ene drengs hoved, sagde hans navn og fortalte at han var ny. Jeg oversatte det for mine kammerater fra QSI.
Så blev vi delt op i pige- og drengegrupper. Pigerne blev fordelt i to grupper, for de var dobbelt så mange som os. Vi drenge fulgte efter Dr. Hartzner ind i et skomagerværksted. Pigerne gik et andet sted hen. I skomagerværkstedet kunne børnene lave sko. Max fra QSI var den første, der fik lov at prøve. Heldige ham! Han sad ved siden af en dreng fra Gavar og fik besked på – ganske forsigtigt – at klippe noget stof af, som var blevet limet fast til læderet på en sko. I mens tog fotografen billeder af det hele. Alain og jeg stod og kiggede på nogle af de sko, der skulle repareres. Nogle af dem var støvler, der så ud som om de var blevet ødelagt af at blive spillet fodbold med i sne – eller noget i den retning. De manglede gummisålen. Andre sko trængte til at blive pudset op og andre igen skulle have skiftet noget af læderet ud.
Så var de Alains og min tur. Vi blev bedt om at sætte os ved siden af en 12-årig dreng. Han var professionel skomager – eller det så han i hvert fald ud til at være. Han arbejdede hurtigt, men vidste hele tiden, hvad han havde med at gøre. Han limede et stykke stof til indersiden af læderet på en sko. Han gav limen og en pensel til mig. Han sagde noget til mig, som jeg ikke fik fat i fordi Dr. Hartzner lige var ved at forklare noget om værkstedet. Men Alain, som sad ved siden af mig, oversatte: jeg skulle bruge så lidt lim som muligt. Det må have været noget dyrt lim! Jeg limede alle siderne på læderet med undtagelse af en, som drengen sagde, jeg ikke skulle lime. Da jeg var færdig, trykkede drengen læderet fast på et stykke stof, som lå foran os på bordet. Så var det Alains tur. Han blev bedt om at klippe det stof af, som hang udenfor læderet. Men han skulle være meget forsigtig, så han ikke kom til at klippe ind i læderet. Det læder må også have været dyrt, for det var ægte!
Efter en ti minutters tid, hvor vi arbejdede i skomagerværkstedet sammen med børnene, skulle vi videre ind i et andet rum. Jeg havde set det rum før, sidst vi var på Gavar, men da var det ikke nær så flot. Det var et krea-rum, hvor børnene lavede mange forskellige ting, for eksempel trækors, små skamler og sådan noget. Jeg prøvede både at save med en stor sav til to personer og at lave et trækors af noget af det træ, der lå på gulvet.
Så var det tid til at spise, så vi skyndte os ned i spisesalen. Børnene fra Gavar begyndte at spørge os om ikke vi ville være med til at spille fodbold – fuldstændig lige som sidste år. Der blev serveret Fanta og brød med kød og grønsager, og Dr. Hartzner sagde at det var forbudt at sidde ved siden af nogen, man kendte i forvejen – altså fra ens egen skole. Så jeg satte mig ved siden af en dreng, jeg havde mødt sidste år. Han var 12 år gammel og hed Hovannes. Han fortalte mig at han troede på Gud og at han var vild med når vi, QSI fra Yerevan, kom på besøg. Han var meget fattig og det er grunden til at han bor og spiser på Gavar skole. Hans forældre har ikke råd til mad.
Endelig blev det tid til fodboldkampen og alle skyndte sig udenfor for at lave hold. Vi havde blandede hold for at det kunne være mest retfærdigt, men det var det nu ikke efter min mening.
Og så, efter kampen, blev alle kaldt sammen og de ting vi havde med, alle mulige forskellige slags bolde, blev delt ud og der blev holdt flere taler. Jeg skulle oversætte en hel masse fordi der var nogle af eleverne fra Gavar, som gerne ville vide hvad vi hed. Der var en rar fyr, der spurgte om vi nu skulle til at af sted. Jeg måtte jo desværre sige ”ja” – eller ”ha” på armensk. Så gik vi langsomt ned til bussen, gav hånd til alle fodboldspillerne – dem fra vores hold og dem fra modstandernes – og så gik vi ind i bussen. Vi råbte alle sammen farvel på armensk og bussen begyndte at køre. Endnu en tur til Gavar var slut. Vi sad alle sammen stille i et stykke tid og ønskede at vi kunne komme igen i morgen.
Sebastian Pedersen
Quality Schools International, Yerevan
Da vi var på besøg på Gavar specialskole
Tirsdag d. 16. oktober var vi på tur til Gavar specialskole. Det er en skole, der hjælper forældreløse børn, børn med handikaps og børn, der har indlæringsvanskeligheder. Mission Øst er den organisation, som hjælper skolen med at få alle de ting, der er brug for.
Som repræsentant for vores skole, QSI, er jeg utrolig glad for at se at vores skole er aktiv og tager ansvar for at gøre Gavar skole til et bedre sted at være. Da vi var på besøg første gang sidste år troede vi nærmest ikke vores egne øjne. Det var frysende koldt og der var ingen varmeforsyning. Børnene havde i alt tre legerum, som var blevet renoveret, men de havde ingen legetøj. Rummene var MEGET beskidte og støvede. Børnene sov med militærtæpper, men det var slet ikke nok til at holde dem varme om vinteren. Vi havde meget ondt af børnene, så vi besluttede at gøre noget ved det.
Først besluttede vi at samle så meget legetøj som overhovedet muligt. Alle elever på QSI hjalp og kom med alt det legetøj, de ikke længere legede med (det skulle dog være i orden og se pænt ud). Da vi kom med legetøjet var børnene på Gavar SÅ glade. De hev fat i os og viste os rundt på deres skole og deres værelser.
Så tænkte vi på at lave et kagesalg for at samle endnu flere penge. Vi fik mange penge, omkring 60.000 armenske dram (knapt 1.000 DKK). Bagefter solgte vi is og det var et KÆMPE hit. Pigerne i Hr. Gillis’ klasse lavede en masse plakater om at vi solgte is. Så mødtes vi 6 klasserepræsentanter i spisefrikvarteret for at snakke om hvordan vi skulle organisere det. Vi fik rigtig mange penge ud af at sælge is. Med de penge og med Tomas’ hjælp (Tomas er min bror og han fandt en 50 dram mønt på gulvet, som han gav til dem, der samlede penge ind) kunne vi købe en masse sportsudstyr til børnene.
Mens vi kørte i bus til Gavar tænkte vi på hvad børnene mon lavede. Da vi ankom, var de meget ivrige efter at se os. De kom og sagde goddag og stod og stirrede på os med deres store, brune øjne. Vi gik indenfor. Arevshat, skolelederen, hvis navn betyder ”masser af sol”, viste os hvordan skolen havde forandret sig siden sidst. Et af de rum, som var ved at blive ordnet sidste gang, var nu helt færdig med at blive malet og børnene brugte det allerede som soverum. Skolelederen Arevshat fortalte os, at børnene altid sloges om hvem der skulle sove i det her varme, hyggelige rum. Jeg så endda noget af det legetøj, som jeg havde givet til skolen. Det siger mig at børnene virkelig passer på deres legetøj og deres ting.
Så delte Hr. Hartzner os op i tre grupper: syning – det var den jeg var i – brodering og kunsthåndværk i træ. Da der ikke var flere stole i rummet, hvor de havde syning, måtte jeg sidde ved siden af to piger. De fortalte mig hvad de hed: Lusine og Marine. Måske husker jeg forkert, men jeg kan i hvert fald huske hvordan de så ud. Lusine spurgte mig hvor jeg var fra og da jeg fortalte hende at jeg var fra Argentina, gav hun et gisp fra sig – det var en overraskende tanke. Så gik vi ned for at få frokost. Alle børnene var så ivrige efter at sidde ved siden af os at et af børnene ved vores bord var lige ved at komme til at vælte sin Fanta! Jeg sad ved siden af en dreng, som vist var trist eller sur. Så jeg prøvede at muntre ham lidt op og spurgte om han ikke ville have en sandwich eller noget Fanta, men han sagde ”che”, ”nej” på armensk. Lusine, som sad ved siden af Kyle, spurgte mig igen, hvor jeg kom fra og da jeg gav hende svaret en gang til, løb hun af sted efter en anden lille pige og fortalte hende hvor jeg kom fra.
Da vi alle sammen var færdige med at spise, gik vi ud for at spille fodbold. Børnene fra Gavar er SUPER gode til at spille fodbold. Der var en dreng på min alder eller lidt mere, som sparkede til bolden mens den var i luften. Det orange hold vandt, men vi blev ikke sure eller noget for vi ville ikke gøre børnene kede af det.
Da vi var færdige med at spille fodbold gik vi hen til Hr. og Fru Gillis. Vi skulle til at hjem. Så nu var det tid til at overrække det sportsudstyr, vi havde med, til Arevshat, skolelederen. Margaret Ryan fra QSI holdt en lille tale om hvordan vi havde samlet pengene ind og hvorfor. Da vi gav sportsudstyret til skolelederen og gymnastiklæreren, hoppede børnene op og ned, de var VIRKELIG begejstrede. De kiggede og rodede i alle poserne.
Vi sagde farvel og så tænkte jeg: Vil vi nogensinde se dem igen?
Mercedes Alvarez
Quality Schools International, Yerevan
Gavar School
I dag har vi besøgt Gavar specialskole, som er et meget rart sted for børn med særlige behov. Der bor også børn, som er blevet behandlet uretfærdigt eller er blevet efterladt på gaden af deres forældre eller familiemedlemmer. Siden sidst jeg besøgte Gavar skole, kan jeg se at det er gået fremad. Nu ser bygningen renere ud og mange af rummene er blevet sat i stand.
Da vi gik op til bygningen, stod mange af eleverne ved indgangen og ventede på at vi skulle komme på besøg på deres skole. De så meget glade ud. Jeg blev også selv glad over at se deres smil. Bagefter blev vi vist rundt på skolen. De fleste klasseværelser så ud som sidst, men et legeværelse og et af soverummene var blevet renoveret og så pæne og nydelige ud. De renoverede rum havde lyserøde vægge – det så meget hyggeligt ud – og der var også nye senge i soverummene. Legerummene havde endda et TV og et musikanlæg. Gavar skole havde virkelig forandret sig. Vi blev delt i grupper for at komme med ind i og være med i nogle af timerne. Min gruppe skulle være med til syning. Det var sjovt at prøve at sy på billeder. Først vidste jeg ikke helt hvordan man skulle sy og det blev helt forfærdeligt. Men efter et stykke tid blev jeg bedre til det og kunne til sidst sy ordentligt. Eleverne var meget søde og hjalp os hvis vi havde brug for det.
Derefter fik vi frokost sammen med eleverne fra Gavar. Selvom vi alle sammen havde taget madpakker med, spiste vi det, som skolen gav os og lod vores egne madpakker ligge. Bagefter spillede vi fodbold med eleverne fra Gavar. Selvom jeg ikke var med til at spille, kunne jeg se at eleverne fra Gavar var ret skrappe til at spille. De havde endda professionelle fodboldtrøjer, så vi forstod jo at de virkelig gik op i det. Lige før vi tog af sted, gav vi skolen det helt nye sportsudstyr, som vi havde tjent penge til på kagesalg og salg af is. De var begejstrede. Til sidst sagde vi farvel til eleverne og begav os på vej til vores egen skole.
Vores tur til Gavar specialskole var virkelig en succes. Jeg synes det var sjovt at lære eleverne endnu bedre at kende, for de er alle sammen meget venlige og gavmilde. Og siden jeg nu syntes så godt om denne tur, ville jeg ønske at vi kunne besøge den dejlige skole igen.
Kirti Pujari
Quality Schools International, Yerevan
Sebastian Pedersen får undervisning på stedet i skomagerværkstedet på Gavar specialskole
qsigavar specialskolephilip hartznerkim hartznerspecielle behovspecialundervisningusaargentinadanmarksebastian pedersenden internationale skole qsiden internationale skole
Log In: