Kirkens kamp for at overleve

Den 23. august samledes patriarkerne for fire gamle kirker i det nordlige Irak for en enestående og historisk fællesgudstjeneste i en kirke i Dahuk, den største by i det område af Kurdistan, hvortil de fleste af anslået 670.000 nyligt fordrevne er flygtet, heriblandt tusindvis af kristne. I en sjælden demonstration af enighed svarede de fire patriarker på spørgsmål fra tilhørerne i kirken: fem fordrevne kristne var blevet udvalgt til at stille spørgsmål til overhovederne for de fire kirker, og de benyttede anledningen til at give luft for deres vrede, frustration og afmagt, men også til at bede om konkrete løsninger på deres store dilemma, at de nu er fordrevet fra deres ældgamle hjemland, og samtidig tilsyneladende uden mulighed for nogensinde at kunne vende tilbage
Med en enestående demonstration af beslutsomhed, men også afmagt, opfordrede patriarken for den syrisk-ortodokse kirke, Aphrem den 2., de kristne til at forsvare sig selv, når Islamisk Stat er nedkæmpet og de kristne igen har fået mulighed for at vende tilbage til deres ældgamle hjemland på Nineve-Sletten.
Man kunne føle smerten og fortvivlelsen i hvert eneste ord den aften!

Kim Hartzner, læge, generalsekretær

18 / 21

……Så sig ikke til os, at vi ikke arbejder for jer. Det er ikke kirkens opgave at arbejde med politik, men nu har vi som patriarker taget dette fælles initiativ, fordi vi så, at der ikke kom noget godt ud af det arbejde, de politiske partier gjorde. Så i dag har vi kastet os ud i politik for at hjælpe jer. Da vi så, at partierne kom til kort, har vi startet arbejdet med partierne for at beskytte jer, og nu om to uger vil vi besøge Washington, fem eller seks patriarker fra Østen. Vi tager til USA for at præsentere vores ønsker. Men verden er ikke interesseret i os, verden er interesseret i sig selv. I er nødt til at regne med, at vi er alene, og at vi hver især er nødt til at gøre så meget, vi selv kan.
Jeg kan ikke fortælle jer, hvornår I kan vende tilbage til jeres landsbyer. Det kan tage fire uger, to måneder eller tre måneder, jeg ved det ikke. Jeg kan ikke lyve over for jer og sige, at det vil ske i morgen. Og vi har ingen umiddelbare løsninger. Når I tager tilbage til jeres hjem, vil I ikke finde dem i samme tilstand, som da I forlod dem. Jeres ting vil være ødelagt, stjålet. Kirken vil gøre så meget, de magter, men biskopperne har ikke penge til noget som helst. Vi kan ikke efterlade vores folk i teltlejre eller på gaden. Men vi takker også Gud, at vi har kirkebygninger her til rådighed, men hvis så mange mennesker stuves sammen på ét sted, vil der udbryde sygdomme, for der er ikke luft nok til alle. Biskopperne er her, og de vil finde løsninger nu, og jeg vil starte med ærkebiskop David, som jeg i dag drøftede situationen med, hvad vi kan gøre. Måske kan vi finde trailere, hvor flere familier kan bo sammen. Vi ved endnu ikke, hvad vi kan gøre. Vi vil arbejde sammen, vi vil arbejde sammen for at finde en løsning..”

vlcsnap 2014 15h54m24s130