3.500 kristne armeniere fordrevet

Fortæl os om jer selv, hvem I er, og hvad I lavede i Kessab i Syrien?
- Jeg hedder Natan Toutikian fra Kessab…Min kone og mine to døtre er her.. Min bror bor også hos os. Jeg er 53 år, min kone 38, og vores tvillingedøtre er 3 år gamle. Jeg havde to huse i Kessab, jeg havde jord. Vi levede godt, med vores arbejde, med vores job og venner. Vi er født som armeniere i Kessab, vores jord er gået i arv til os gennem generationer og vi har udviklet området. Vi havde et godt liv…
Var I bønder?
- Ja, vi havde æble- og ferskenplantager

Boede I sikkert og havde det, I ønskede?
- Vi havde alt – vi havde det, vi behøvede og havde ingen problemer, vi var lykkelige. Om du så spørg dette lille barn, hvor hun ønsker at gå hen, så vil hun fortælle dig det.
Hvad skete der den 21. marts i år?
- Torsdag den 20. marts var en helt vidunderlig dag. Min kone ringede til sin mor I Beirut og ønskede hende tillykke med mors dag. Vejret var godt. Vi spiste frokost udendøre. Vi sov og vågnede tidligt om morgenen på grund af eksplosionerne. Jeg gik udenfor, og min fætter Zarmik Toutikian råbte til mig: Hvad laver du, har du endnu ikke bragt dine børn i sikkerhed? Jeg spurgte, hvad sker der, min fætter? Han svarede, at de angriber fra alle sider, alle hjørner, og at jeg må bringe mine børn i sikkerhed. Jeg var i chok, min kone gik i panik, børnene lå og sov. Jeg fik fat i vores bil og lagde børnene, der stadig sov, ind i bilen.De vågnede op og begyndte at græde. Samtidig hørte vi missilerne, der eksploderede nær vores hus. Jeg råbte til min kone: glem ikke børnenes mælk, deres tøj, osv. Vi prøvede at pakke det vi kunne. Jeg sagde til min kone: Talar, se at få dit tøj på. Jeg begyndte at køre i retning af Basit, og da vi var langt nok væk fra faren, opdagede jeg, at jeg sad i min pyjamas.Jeg havde arabiske venner på vejen, vi stoppede forbi deres hus og gik ind og fik en tår kaffe. Jeg overvejede, hvad jeg skulle gøre, om jeg skulle køre tilbage og hente mit tøj. De gav os morgenmad. Vi afventede situationen, at tingene skulle blive rolige. Men bilerne blev ved med at komme fra Kessab. Næsten alle forlod byen. Min bror var gået op i bjergene for at se på, hvad der skete i byen. Jeg ringede til ham, og han sagde, at jeg ikke skulle vende tilbage men sørge for at redde børnene…. Se at få dem bort. Så jeg kunne ikke vende om. Jeg kunne ikke blive der i lang tid. Jeg tænkte på at tage til Tartous for at bo hos slægtninge. Vi kom der fredag aften. Den næste dag forlod jeg familien i Tartous og ville køre tilbage til Kessab. Min bror sagde: Gør det ikke, kom ikke tilbage. Og det var det. Jeg har ikke været i Kessab siden den dag.
Hvad skete der med din bror?
Han tog af sted næste dag, om lørdagen, kl. 16.30. Han havde mistet håbet om at vende tilbage til sit hjem, og efter at de havde skudt på ham, flygtede han op gennem bjergene og kommer ud på hovedvejen. Der ser han en traktor og prøver at stoppe den og tager med den til Basit. Jeg prøvede at ringe til ham på det tidspunkt, men kunne ikke få fat på ham. Jeg så en anden bil fra Kessab på vej væk fra byen og spurgte efter min bror. Han sagde, at han var taget af sted på en traktor. Vi ankom sammen til Latakia i Syrien lørdag aften. Min bror kom også. Om søndagen forstod vi, at alt håb om at vende tilbage var ude.