- Home
- IRAQ
- Syria
- Afghanistan
- Armenia
- Videos
- Armenia, October 2013
- International Børnebeskyttelsesdag i Armenien
- En sund start 2013
- Et skridt videre
- En dag hos 'Bridge of Hope' i Jerevan
- Jeg troede, jeg skulle dø
- I thought I was going to die
- 20-års jubilæum i Armenien
- Going one step further
- A day at Bridge of Hope in Yerevan
- 20-year jubilee in Armenia
- 2011
- 2010
- 2009
- 2008
- 2007
- 2006
- At day at Bridge of Hope
- Ensuring Ellen gets help
- Sharing the results of 8 years of hard work
- Hvordan sikrer vi, at Ellen får hjælp?
- Ein Tag mit Bridge of Hope
- Sicherstellen, dass Ellen Hilfe bekommt
- Ergebnisse von 8 Jahren harter Arbeit
- Giving Disability a Voice: Empowering the Disability Rights Movement in Armenia
- Making sure that everyone gets included
- Sichern, dass jedes Kind inkludiert wird
- Burma
- Nepal
- Chhaupadi pics Dec 2019 Kalikot
- Karnali-kvinder valgt ind i lokalråd
- Karnali women elected to local councils
- Nepal 2016-2017 Recovery
- 2015 ATIS project
- Before 2012
- 2015 Bajura field visit Nepal
- Nepal earthquake 2015
- Videos
- Når kvinder lærer at læse
- 2012
- Women have a Voice
- 2009
- From death to life in Nepal
- Fra død til liv i Nepal
- Mainstreaming Disability into Disaster Risk Reduction
- 2008
- Before 2006
- 2006
- North Korea
- Film fra Nordkorea
- Films from North Korea
- North Korea 2013
- Nordkorea 2013
- Genopbygning af ødelagte hjem efter sommerens oversvømmelser
- Vintertøj og materialer til børn på børnehjem
- Rebuilding homes destroyed by summer floods
- Winter clothing and educational materials for orphans in North Korea
- Es geht um Tod oder Leben
- A question of life or death
- Et spørgsmål om liv og død
- Hunger and need in North Korea
- Sult og nød i Nordkorea
- Spring 2012 - Haeju City
- Monitoring Munchon Food Distribution
- 2011
- LEGO DPRK
- Næste skridt i Nordkorea
- Improving lives in North Korea
- Pakistan
- Philippines
- Tajikistan
- Håndtering af katastrofer i Veshist
- Coping with disasters in Veshist
- Børnehjørne i Kuloli april 2017
- Playcorner in Kuloli April 2017
- 2006-7
- Tajikistan 2015 09
- Besøg i Kulob, 2012
- Besøg i Penjakent, april 2012
- Videos
- Panjakent field visit, April 2012
- Dushanbe HQ Field Visit 2012 Maryse
- Kulyob office and field visit, April 2012
- Levevilkårene forbedres, men pludselig sker katastrofen
- Improving livelihoods and then seeing a village destroyed
- Tajikistan 2008 HR Coordinator Visit
- Nice landscapes of Tajikistan
- Rescue drill in Tajikistan
- Tajikistan Winter emergency 2008
- 2005
3.500 kristne armeniere fordrevet
Read MoreFortæl os om jer selv, hvem I er, og hvad I lavede i Kessab i Syrien?
- Jeg hedder Natan Toutikian fra Kessab…Min kone og mine to døtre er her.. Min bror bor også hos os. Jeg er 53 år, min kone 38, og vores tvillingedøtre er 3 år gamle. Jeg havde to huse i Kessab, jeg havde jord. Vi levede godt, med vores arbejde, med vores job og venner. Vi er født som armeniere i Kessab, vores jord er gået i arv til os gennem generationer og vi har udviklet området. Vi havde et godt liv…
Var I bønder?
- Ja, vi havde æble- og ferskenplantager
Boede I sikkert og havde det, I ønskede?
- Vi havde alt – vi havde det, vi behøvede og havde ingen problemer, vi var lykkelige. Om du så spørg dette lille barn, hvor hun ønsker at gå hen, så vil hun fortælle dig det.
Hvad skete der den 21. marts i år?
- Torsdag den 20. marts var en helt vidunderlig dag. Min kone ringede til sin mor I Beirut og ønskede hende tillykke med mors dag. Vejret var godt. Vi spiste frokost udendøre. Vi sov og vågnede tidligt om morgenen på grund af eksplosionerne. Jeg gik udenfor, og min fætter Zarmik Toutikian råbte til mig: Hvad laver du, har du endnu ikke bragt dine børn i sikkerhed? Jeg spurgte, hvad sker der, min fætter? Han svarede, at de angriber fra alle sider, alle hjørner, og at jeg må bringe mine børn i sikkerhed. Jeg var i chok, min kone gik i panik, børnene lå og sov. Jeg fik fat i vores bil og lagde børnene, der stadig sov, ind i bilen.De vågnede op og begyndte at græde. Samtidig hørte vi missilerne, der eksploderede nær vores hus. Jeg råbte til min kone: glem ikke børnenes mælk, deres tøj, osv. Vi prøvede at pakke det vi kunne. Jeg sagde til min kone: Talar, se at få dit tøj på. Jeg begyndte at køre i retning af Basit, og da vi var langt nok væk fra faren, opdagede jeg, at jeg sad i min pyjamas.Jeg havde arabiske venner på vejen, vi stoppede forbi deres hus og gik ind og fik en tår kaffe. Jeg overvejede, hvad jeg skulle gøre, om jeg skulle køre tilbage og hente mit tøj. De gav os morgenmad. Vi afventede situationen, at tingene skulle blive rolige. Men bilerne blev ved med at komme fra Kessab. Næsten alle forlod byen. Min bror var gået op i bjergene for at se på, hvad der skete i byen. Jeg ringede til ham, og han sagde, at jeg ikke skulle vende tilbage men sørge for at redde børnene…. Se at få dem bort. Så jeg kunne ikke vende om. Jeg kunne ikke blive der i lang tid. Jeg tænkte på at tage til Tartous for at bo hos slægtninge. Vi kom der fredag aften. Den næste dag forlod jeg familien i Tartous og ville køre tilbage til Kessab. Min bror sagde: Gør det ikke, kom ikke tilbage. Og det var det. Jeg har ikke været i Kessab siden den dag.
Hvad skete der med din bror?
Han tog af sted næste dag, om lørdagen, kl. 16.30. Han havde mistet håbet om at vende tilbage til sit hjem, og efter at de havde skudt på ham, flygtede han op gennem bjergene og kommer ud på hovedvejen. Der ser han en traktor og prøver at stoppe den og tager med den til Basit. Jeg prøvede at ringe til ham på det tidspunkt, men kunne ikke få fat på ham. Jeg så en anden bil fra Kessab på vej væk fra byen og spurgte efter min bror. Han sagde, at han var taget af sted på en traktor. Vi ankom sammen til Latakia i Syrien lørdag aften. Min bror kom også. Om søndagen forstod vi, at alt håb om at vende tilbage var ude.
- No Comments