3.500 kristne armeniere fordrevet

Fortæl om jer selv, hvad I gjorde i Kessab, hvad der skete, og hvordan I er kommet til Anjar i Libanon?
- Hej, mit navn er Elizabeth Lakhoyan, gift med Vrej Kelenjian, min mand. Vi har to børn, Vahe min søn, som er rejst til Armenien, og my datter Vanig. Og her er min svigerinde Sonia, vi bor alle sammen her. Sonia og jeg var lærere i Kessab. My mand har været syg i fire år.
Hvad fejler din mand?
- Han havde et slagtilfælde. Der er problemer med blodforsyningen til hans hjerne, som ikke får ilt nok. Det er derfor, han ikke kan sidde stille, selv om de opererede ham i benet. Han ligger ned det meste af tiden. Han er forfatter og har skrevet tre bøger. Han er kendt som digter blandt den armenske diaspora. Han har skrevet klassiske digte. Den 21. marts var en fridag, og alle sov, klokken var mellem 5 og 6, da jeg vågnede. Jeg troede, det var et jordskælv, og stenene faldt ned ad bjergsiden. Jeg gik ud og forstod at der var skyderier. Det var som om de angreb med tusindvis af våben. De kriminelle angreb Syrien fra Tyrkiet.
- Folk i Kessab gik i panic og vi kunne høre eksplosioner forskellige steder. Vores bygning rystede. Vores lejlighed er på den øverste etage. Jeg vækkede mine familiemedlemmer og prøvede at gå nedenunder. Det var meget svært at flytte min mand. Det tog os næsten et kvarter at få min mand ned fra øverste etage. Min søn og jeg kunne kun langsomt flytte ham. Vi gik ud på gade og vidste ikke, hvad vi skulle gøre, eller hvor vi skulle gå hen. Vi havde ingen bil. Vi ringede til vores venner og forstod, at de allerede var taget af sted og ikke havde plads til os i deres biler. Min datter, som arbejder på apoteket, ringede til apotekerens søn, Harout, som kom og kørte os til Ekizoluok og sagde, at vi skulle vente der og se, hvad der ville ske. Vi ventede der, men tingene blev værre og eksplosionerne blev kraftigere. Vi forlod Kessab… Vi kunne ikke tage noget med os. Alle vore minder, hele vores fortid efterlod vi der. Min mand havde flere end 1000 bøger, og også de bøger, han selv havde skrevet. Han kunne ikke tage noget med sig. Alt blev ladt tilbage. Han havde mange bøger, mange specielle bøger, kunstbøger. Min mand arbejdede i klosteret i Zimmar i 8 år, både som lærer og bibliotekar. Han havde vidunderlige bøger, som er meget sjældne…