Armenierne fordrives igen

Kessab er en historisk kristen by befolket af armeniere og ligger i det nordvestlige Syrien nær grænsen til Tyrkiet. Der har boet armeniere i Kessab i mange hundrede år, og byen er vigtig i armeniernes kulturhistorie og selvforståelse.
Frem til 1922 var byen en del af det tyrkiske osmanniske rige. I 1915, hvor op mod halvanden million armeniere blev dræbt i det osmanniske rige, blev 5.000 armeniere i Kessab deporteret og dræbt.
Den 21. marts i år blev Kessab indtaget af radikale islamistiske oprørsgrupper som led i den syriske borgerkrig, og stort set hele den armenske befolkning blev drevet på flugt. Størstedelen af Kessabs beboere har søgt tilflugt i omkringliggende byer som Latakia og i nabolandet Libanon.
Mission Øst støtter alle flygtninge uanset etnisk og religiøst tilhørsforhold, men under mit nylige besøg i Libanon koncentrerede jeg mig hovedsageligt om 8.000 kristne armenske flygtninge, som er blevet fordrevet fra deres hjembyer i Syrien.
Disse kristne armeniere har mistet alt, de ejer og har bygget op gennem et helt liv.
Mission Øst gør, hvad vi kan for at hjælpe så mange af disse flygtninge som muligt med deres behov her og nu – mad, tøj og medicin.
Og skulle miraklet ske, at de en dag kan vende tilbage til deres hjem i Syrien, vil vi naturligvis også hjælpe dem der.
Brug nogle minutter og læs historien om de kristne armeniere, der er flygtet fra deres århundredgamle hjem i byen Kessab i Syrien.

Kim Hartzner, læge, generalsekretær

6 / 15

”Den 21. marts var en fridag, og alle sov. Klokken var mellem 5 og 6, da jeg vågnede. Jeg troede, det var et jordskælv, og stenene faldt ned ad bjergsiden. Jeg gik ud og forstod, at der var skyderier. Det var som om de angreb med tusindvis af våben. De angreb Syrien fra Tyrkiet. Folk i Kessab gik i panik og vi kunne høre eksplosioner forskellige steder. Vores bygning rystede. Vores lejlighed er på den øverste etage. Jeg vækkede mine familiemedlemmer og prøvede at gå nedenunder. Det var meget svært at flytte min mand. Det tog os næsten et kvarter at få min mand ned fra øverste etage. Min søn og jeg kunne kun langsomt flytte ham. Vi gik ud på gaden og vidste ikke, hvad vi skulle gøre, eller hvor vi skulle gå hen. Vi havde ingen bil,og vores venner havde ikke plads til os i deres biler. Til sidst vi fik kørelejlighed til en landsby nær Kessab. Vi ventede der, men tingene blev værre og eksplosionerne blev kraftigere. Vi forlod Kessab… Vi kunne ikke tage noget med os. Alle vore minder, hele vores fortid efterlod vi der. Min mand havde flere end 1000 bøger, og også de bøger, han selv havde skrevet. Han kunne ikke tage noget med sig. Alt blev ladt tilbage.”
Her Elizabeths mand, Vrej.