Nu flygter de kristne fra Syrien

1) Sevak Trashian: Jeg har i 9 år arbejdet som præst for den armenske kirke i Kessab i det nordvestlige Syrien. Vi vågnede tidligt om morgenen den 21. marts i år. Tidligt om morgenen vågnede hele byen på grund af lyden fra granater og skud, da militia-tropper fra oppositionen trængte ind i vores by nordfra, fra Tyrkiet, og kom i skyderier med den syriske hær. Flere end 200 granater faldt ned over vores by, og langt de fleste af byens befolkning flygtede til byen Latakia ved kysten, 50 km borte. Nu bor langt de fleste som flygtninge, flere end hundrede i den armenske kirke i Latakia, og resten hos private familier, hvor der flere steder nu er flere end 15 mennesker i en lejlighed.
Vi kan ikke forstå det: Armenierne i Kessab har altid været gæstfrie og taget imod alle grupper af det syriske samfund.
Vi er nødt til at se begivenhederne i Kessab i forhold til den større konflikt, hvor de kristne nu er blevet et særligt mål for konflikten. Vi er ikke deltagere i konflikten, men de begivenheder, der har fundet sted gennem det seneste år, har vist, at de kristne, deres kirker og præster, har været mål for målrettede angreb.
Kessab er en gammel armensk kristen by, og har ingen særlig strategisk betydning, så der er ingen særlig grund til at angribe vores by.
Vi måtte flygte over stok og sten. De fleste af os måtte flygte hurtigt uden at få vores ting med. Mange af os flygtede med det tøj, vi stod og gik i, uden penge, uden værdisager.
Forestil jer, at man hele sit liv har boet i en lille by i landet og har ernæret sig ved jorden og nu pludselig må bo som flygtning i en kirkehal eller som gæst hos fremmede i en by, der ikke er ens egen.
Flygtningene bor nu på madrasser i kirken i Latakia, uden privatliv og uden de fornødenheder, vi er vant til.
De få flygtninge, der er kommet til Libanon, har store vanskeligheder med at klare sig. Alt er meget dyrere, der er kun få job at få, og udgifterne til at leve er større end de fleste kan klare.
De fleste bor i lejligheder i Beirut i den armenske bydel, og andre flygtninge er kommet til byen Anjar i Bekaa-dalen.
Næsten alle armenierne fra Kessab ønsker at komme tilbage til deres by. Selv om huse og kirkerne er ødelagte ned til grunden, ønsker vi at vende tilbage, selv om vi bare skal bo i telte. Vores forhold til vores jord er så stærkt, og vi føler os så stærk knyttet til vores land, så vi vil tilbage, så snart det er muligt.
På internettet kan vi se videooptagelser fra oprørerne, så viser, at flere bygninger er brændt og ødelagt. Instrumenterne i vores kirke er ødelagt, pengeskabet er tømt, mit kontor er vandaliseret. Det er de ting, vi kan se på internettet. Værdier, møbler osv. er ødelagt og stjålet af dem, der har erobret vores by.
Vi ønsker at komme tilbage og genplante vore frugtplantager i stedet for at leve som flygtninge i udlandet.